|   Både   |   Havne   |   Vurderinger   |   Nyheder   |   Brugte både   |   LinkGuide   |   Debatforum   |

Den 6. juni 2020

Tips & tricks

 
Hvordan vedligeholder jeg en indenbords dieselmotor?
Hvordan vedligeholder jeg en indenbords dieselmotor?  Dieselmotoren bliver i dag brugt i de fleste større både. Det er en driftsikker motortype, der sikkerhedsmæssigt er at foretrække frem for benzinmotorer.
Af:  Ask-Alex.dk - Den 06-08-2005
  Du skal bruge:
- Instruktionsbog til motoren
- Olie
- Nye filtre
- Spray til beskyttelse af elinstallationer
Desværre er dieselmotoren vanskeligt at udføre egentlig service på, hvis man ikke er fagkyndig. Alligevel er der en lang række ting, man selv kan gøre for at vedligeholde den.

Forberedelse:
De forskellige producenter af dieselmotorer anbefaler forskellige fremgangsmåder for vedligeholdelsen af netop deres dieselmotor. De råd, der gives her, er generelle, og det er nødvendigt, at man følger de anvisninger, der gives af producenten. Selv om dieselmotoren er en robust motor, er den langt fra vedligeholdelsesfri, og man bør løbende tjekke, at alt fungerer tilfredsstillende. Er der alvorligere problemer med motoren, kan det ikke anbefales fritidsmekanikeren at forsøge at reparere motoren selv. Fx bør service på brændstofpumpe eller dyser altid foretages af en fagmand, der har det nødvendige specialværktøj og den nødvendige viden.

Olieniveauet i motor og gearkasse skal regelmæssigt kontrolleres. Hvis motoren bliver for varm, når den er i gang, kan det skyldes, at den mangler olie. Olien bør udskiftes mindst en gang årligt. Brug kun den olie, der anbefales af producenten.

Inden dieselmotoren tages i brug om foråret, skal brændstofsystemet altid køres fri for luft. Fremgangsmåden afhænger af motortypen. Man begynder typisk ved udluftningsventilen nærmest tanken og fortsætter frem til udluftningsskruen ved hovedfilteret.

Mens motoren kører, åbnes udluftningsskruerne, så alt luft presses ud, brug evt. startmotoren under dette arbejde. Når der kommer ren diesel uden luftbobler ud af udluftningsskruerne, spændes de til.

Motorens ydre bør holdes ren og rustfri. Hvis der er rustpletter på motoren, skal de slibes ned til det bare metal og derefter males med en rustbeskyttende maling. Spændebånd og slangeklemmer, der er angrebet af rust, skal udskiftes.

Kontroller, at slanger, rør og rørsamlinger er intakte, og undersøg, om der er spor af lækager. Defekte slanger kan man evt. udskifte selv, men sørg for, at spændebånd er godt spændte. Hvis noget tyder på, at et større kontrol- og reparationsarbejde er nødvendigt, bør du overlade det til en fagmand.

Drivremmen skal være tilpas spændt. Hvis den virker slidt, bør den skiftes. Sørg for, at der altid er rigeligt fedt i alle lejer. Propellen skal også kontrolleres for fejl og renses, inden båden kommer i vandet.

Startmotor og generator skal holdes tør. Elsystemet er sårbart overfor korrosion, derfor bør kabelsamlinger, relæer og kontakter sprayes med korrosionsbeskyttende olie. Ledninger og kabler skal være grundigt fastspændt. Kontroller, at batteriet ikke aflader.

Ved motorens luftindtag er der monteret et filter, som det er vigtigt at rense jævnligt. Om nødvendigt må det udskiftes. En dieselmotor bruger en anseelig mængde luft til forbrændingsprocessen, og det er mere regelen end undtagelsen, at motorrummet er utilstrækkeligt ventileret. Derfor bliver motorrummet for varmt, og motoren får hurtigt åndenød. Overvej, om lufttilførslen til motorrummet kan forbedres.

Hvis båden kommer i vandet om foråret, skal motoren prøvekøres. Kontroller, at kølesystemet sprutter vand ud, når motoren er i drift. Undersøg, om pumper fungerer, og om termostat til kontrol af ferskvandsdelen af kølesystemet (varmeveksler) er korrekt indstillet. Du bør sikre dig, at kølevandsindtaget ikke er tilstoppet.

Når båden tages op om efteråret, skal motoren konserveres for vinteren. Det samme gælder, hvis motoren ikke skal bruges i længere tid under sæsonen. Den har bedst af at blive aktiveret ca. hver 14. dag, så de indre dele smøres.

Brændstof- og oliefiltre skal holdes rene og udskiftes, når det er nødvendigt. Det er især vigtigt at rengøre filtrene om efteråret, når motoren konserveres for vinteren, så evt. urenheder og aflejringer ikke tørrer ind i vinterens løb.

Fremgangsmåden for konservering af dieselmotoren varierer fra motor til motor, men det er meget vigtigt, at kølevandssystemet beskyttes mod korrosion. Det kan gøres med rustbeskyttende olie eller med frostvæske. Følg instruktionsbogen til din motor, så du opnår optimal beskyttelse af motoren, mens båden er på land.

Brændstofsystemet vinterkonserveres efter producentens anbefalinger. Der er ofte tale om, at man varmkører motoren med konserveringsolie i brændstoffet. Motorens dyser må kun fjernes, så man kan smøre cylindrene, hvis instruktionsbogen anbefaler denne konserveringemetode.
>

Kontakt Sejlerland.dk | E-mail | Om Sejlerland.dk | IT i Haderslev | Opskrifter p?kalorielet mad |

Copyright Sejlerland.dk