|   Både   |   Havne   |   Vurderinger   |   Nyheder   |   Brugte både   |   LinkGuide   |   Debatforum   |

Den 6. juni 2020

Tips & tricks

 
Hvordan vådsliber jeg bunden på båden?
Hvordan vådsliber jeg bunden på båden?  Når bunden skal gøres klar til et nyt lag bundmaling, bør det altid gøres ved vådslibning. Bundmalinger er giftige, og ved at vådslibe undgår man risikoen for at indånde giftigt slibestøv.
Af:  Ask-Alex.dk - Den 06-08-2005
  Du skal bruge:
- Vådslibepapir
- Slibeklods
- Gummihandsker
- Spand
- Evt. rengøringsmiddel
- Vandslange
Vådslibning foretages i hånden med en slibeklods. Det er en ganske effektiv metode, der kan give en meget jævn bund, inden der påføres ny bundmaling.

Forberedelse:
Når båden tages op om efteråret, bør bunden vaskes og skrubbes grundigt ned, så evt. begroning er fjernet. Det kan gøres effektivt ved hjælp af højtryksspuling. Vådslibning af bunden er en nødvendighed, hvor bunden er behandlet med hård eller selvpolerende bundmaling. Blød bundmaling kan ikke slibes, men skal fjernes helt, allerede når båden tages op om efteråret. Det kan godt betale sig at gøre slibearbejdet grundigt. En jævn bund giver båden mindre friktion gennem vandet, og en velforberedt overflade sikrer den nye begroningshæmmende bundmaling god vedhæftning.

Hvis bunden er meget ujævn, eller hvis meget gammel bundmaling skal slibes ned, kan du starte med groft vådslibepapir (nr. 80). Brug en slibeklods. Det bedste er en korkslibeklods, men en træklods kan også bruges.

Sørg for, at den overflade, du sliber, hele tiden er våd. Dyp jævnligt slibepapiret i en spand med rent vand. Vandet fjerner slibestøvet, og slibearbejdet går hurtigere. Slibepapiret holder også længere, hvis du ofte dypper papiret i vand.

Bunden skal færdigslibes med relativt fint slibepapir (nr. 120-220). Brug gummihandsker under slibearbejdet på den giftige bundmaling. Du kan evt. hælde lidt rengøringsmiddel i vandet, så bunden samtidig renses.

Det er den forreste del af bunden, der har mest betydning for bådens friktionsmodstand. Vær derfor ekstra omhyggelig her. Køl og ror er også vigtige at få helt jævne, hvis du vil være sikker på, at båden skal kunne holde god fart, og hvis du vil holde benzinudgifterne nede.

Når du er færdig med slibeprocessen, skal bunden spules grundigt, så alle rester efter slibningen fjernes. Brug også en svamp eller en blød børste, så alle urenheder kommer væk. Inden du kan male, skal bunden have tid til at tørre.

Hvis du bruger hård bundmaling, kan du vådslibe bunden igen, efter du har bundmalet. Det kræver, at der påføres et ekstra lag bundmaling. Der kan på den måde opnås en meget jævn og glat finish og en meget hurtig båd.
>

Kontakt Sejlerland.dk | E-mail | Om Sejlerland.dk | IT i Haderslev | Opskrifter p?kalorielet mad |

Copyright Sejlerland.dk