|   Både   |   Havne   |   Vurderinger   |   Nyheder   |   Brugte både   |   LinkGuide   |   Debatforum   |

Den 6. juni 2020

Tips & tricks

 
Hvordan sliber jeg båden?
Hvordan sliber jeg båden?  Når båden skal males eller lakeres, er slibeprocessen et meget vigtigt grundarbejde.
Af:  Ask-Alex.dk - Den 06-08-2005
  Du skal bruge:
- Affedtningsmiddel
- Slibeklods
- Siklinge
- Evt. rystepudser eller ekscentersliber
- Åndedrætsværn
- Beskyttelsesbriller
Slibningen sikrer den efterfølgende maling en god vedhæftning, og ingen maling skjuler et utilstrækkeligt grundarbejde. Slibning med håndkraft er den mest nænsomme metode og giver oftest det bedste resultat.

Forberedelse:
Mange af de lakker og malinger, der anvendes til båden, er mere eller mindre giftige. Når der slibes, bør man anvende åndedrætsværn, så man undgår at indånde slibestøv. Støv fra gammel bundmaling er så giftigt, at bundmaling altid bør vådslibes. Gummihandsker skal bruges ved vådslibning af bundmaling. Når du maskinsliber, bør du bruge beskyttelsesbriller. På fælles bådpladser er der naboer at tage hensyn til. Det duer ikke at slibe, hvis andre i nærheden er ved at færdigmale.

Det er ofte nødvendigt at rengøre og affedte overfladen, inden der slibes. Det kan virke ulogisk, men det er meget vigtigt, at urenheder ikke slibes ned i overfladen. Når du skal male bådens bund, dæk eller fribord, er det meget afgørende, at voks- og silikonerester er væk, inden slibearbejdet starter.

En god slibeklods er uundværlig ved større slibearbejder. Du kan bruge en træklods, men det bedste er en slibeklods af kork. Der findes slibepapir i mange kvaliteter. Køber du slibepapir af god kvalitet, skal det ikke skiftes så tit.

Inden du sliber, kan det ofte betale sig at skrabe overfladen. På tidligere malede og lakerede træoverflader er en siklinge et meget effektivt hjælpemiddel, der fjerner overflødig maling og mindre ujævnheder. Siklingen er en uanseelig lille stålplade, men hvis den er skarp og velslebet, kan den spare dig for meget besværligt slibearbejde.

Til grov slibning af træ eller glasfiber bruges slibepapir 80-120. På træ skal der kun slibes på langs ad årerne. Hvor overfladen efterfølgende skal males eller lakeres, skal du bagefter slibe med finere papir.

Til nedslibning af gammel maling og lak kan du bruge silbepapir nr. 180-220. Dette slibepapir kan du også bruge til slibning og mattering af glasfiberoverflader inden maling.

Nyt eller rengjort træ skal altid tørslibes, inden det kan males eller lakeres. Det gøres for at åbne træets porrer og for at gøre overfladen ru, så malingen får bedre vedhæftning. Brug slibepapir nr. 220. Ønsker du at finslibe træet inden lakering, kan du bruge slibepapir nr. 280-320.

Under malearbejdet skal der ofte slibes mellem de enkelte malinglag. Det gøres dels for at fjerne ujævnheder, dels for at rugøre overfladen, så næste lag får ordentlig vedhæftning. Til mellemslibning bruges slibepapir nr. 280-320. Læs vejledningen på malingdåsen, og brug det slibepapir, der anbefales. Vær opmærksom på, at nogle malinger og lakker ikke skal mellemslibes.

Meget fint slibepapir (400 og finere) kan du bruge til mindre ridser og skader, fx på bådens fribord. Brug bagefter et flydende slibe- og polermiddel, så en glansfuld overflade genoprettes. På meget ujævne overflader, fx skridmønstret på bådens dæk, kan du anvende skurepulver eller flydende slibemasse for at gøre overfladen ru inden overmaling.

Du kan bruge maskinkraft til slibearbejdet, men det skal gøres med forsigtighed, så du ikke sliber for dybt ned. Det er også vigtigt, at du ikke overopheder overfladen. Rystepudser og ekscentersliber er forholdsvis nænsomme og kan evt. bruges til mellemslibning.

For at undgå at brænde eller smelte overfladen er det vigtigt at holde slibemaskinen i bevægelse hele tiden, og det er nødvendigt at skifte slibepapir meget ofte. Roterende maskiner, som vinkelsliber eller boremaskine med rondel, er uegnede til de fleste slibeopgaver.

Spartlede områder skal altid slibes, uanset hvor jævnt og glat du har spartlet. Spartelmasser har forskellig finhed, og slibepapiret skal vælges herefter. Læs brugsanvisningen på spartelmassen, så du sliber med det rigtige slibepapir.

Husk, at slibestøv skal fjernes omhyggeligt, inden der kan males. Større overflader kan du starte med at støvsuge, men det skal kombineres med aftørring med en fugtig klud.
>

Kontakt Sejlerland.dk | E-mail | Om Sejlerland.dk | IT i Haderslev | Opskrifter p?kalorielet mad |

Copyright Sejlerland.dk