|
Danmarks største organisation der udelukkende varetager interesser for tur- og fritidssejlere har netop besluttet at ændre navn til Danske Tursejlere. Dermed har Danske Tursejlere også markeret, at en ny, aktiv og mere udadvendt fremtid er på. Organisationen, der blev stiftet i 1992 under navnet Danmarks Tursejlerforening, har siden etableringen varetaget interesser for tur- og fritidssejlere. Danske Tursejlere er landsdækkende og repræsenterer i dag mere end 8.000 medlemmer og 150 sejladsklubber.
- Med det nye navn - Danske Tursejlere – ønsker vi, at signalere en ny udvikling, hvor tilbuddene til vores medlemmer vil bliver øget markant. Vi har også et ønske, at være mere synlig i debatten omkring de forhold, der har relation til det at være tur- og fritidssejler i Danmark. Organisationens medlemmer repræsenteres på ens vis uanset om man ønsker at nyde tur- og fritidslivets glæder fra en sejlbåd eller fra en motorbåd. Fælles er også organisationens nye motto – Fritidsliv med perspektiv, fortæller Leif Nielsen fra Danske Tursejlere.
Oplevelser og sikkerhed
Danske Tursejlere varetager udelukkende interesser for tur- og fritidssejlere. Derfor er det naturligt, at Danske Tursejlere blandt andet fokuserer på naturoplevelserne og de sociale fællesskaber i sejlermiljøet. Og der kommer sikkerheden til søs naturligt ind i billedet.
- Vi har repræsentation i råd og komiteer, der varetager sejlerinteresser i relation til myndigheder, søsikkerhed og miljøspørgsmål såvel nationalt som internationalt, hvor sikkerheden i forbindelse med sejlsport bliver drøftet. Og vi gør meget ud af, at videregive viden og erfaring om søsikkerhed på vores mange kurser, siger Leif Nielsen.
Flere medlemmer
Danske Tursejlere skruer i den nærmeste fremtid også op for serviceringen af nye og gamle medlemmer. Således kommer der fremover flere attraktive tilbud til medlemmerne herunder fordelagtige forsikringsordninger, sejladsbeskrivelser, tursejlershoppen med spændende produkter, sejlertræf rundt omkring i landet og samarbejde med udenlandske søsterorganisationer.
- I Danske Tursejlere mener vi, at der er plads til flere om bord, som kunne tænke sig at drage fordel af de mange gode tilbud. Derfor håber og tro vi også på, at den medlemsfremgang vi har haft de senere år fortsætter, siger Leif Nielsen.
Organisationens sekretariat er beliggende i Fåborg og giver råd og vejledning til organisationens medlemmer.
|